Dagbog

Erik Mølgaard - 4 dage i Rom , hjemrejse og efterskrift
   
Fredag: Efter strabadserne på den 14 dages lange tur til Rom, fik vi lov at sove længe.
Sidst på formiddagen tog vi på guidet bustur rund i Rom. Det foregik i dobbeltdækker bus, hvor man kunne stå af og på efter behov. Blandt det mest kendte så vi Engelsborg, Plads del Popolo, Spanske Trappe, Trevi Fontænen, Colosseum, Forum Romanium, Pantheon og Plads Navona m.m.
Alle var trætte efter en lang opslidende dag, så aftensmaden blev indtaget i en nærliggende restaurant ved vores hotel.
Lørdag: Alle var ”lidt” tidlig oppe, for Erik Mølgaard havde fødselsdag (69år). Så der var fødselsdags-sang på gangen med gaver til fødselaren - pink farvet ”Giro de Italia” kasket og 2 par trusser med specielle motiver (ikke egnet til nærmere beskrivelse).
For at undgå den værste kø begav vi os tidligt på formiddagen til Peters kirken (verdens største katedral). Det der vakte mest opmærksomhed var størrelsen - 187 m med St. Paul i London og Køln domkirke kommer som nr. 2 og 3. Michelangelos Pietá statue havde stor søgning og høj alteret, der var på højde med Runde Tårn.
Herefter gik turen til Vatikanet, hvor vi sprang en 3 timers lang kø over ved at tilmelde os en guidet rundvisning. Enorme kunstværker i alle former blev beset, men størst var vel Michel Angelos Dommedag i det Sixtinske Kapel. 
Søndag: 1. pinsedag var der messe i Peters Kirken, hvilket vi kunne se på 4 stor skærme, opstillet på Peters Pladsen. Efterfølgende ca. kl. 12.00 viste Paven sig i et vindue i en tilbygning til kirken. Herfra blev alle på Peters Pladsen velsignet, hvilket forgik på 6 – 8 sprog.
Det havde været varmt at stå et par timer i solen midt på dagen, så det nærmeste udskænkningssted blev omgående besøgt, og samtidig blev frokosten indtaget.
Resten af eftermiddagen var fri, men blev mest brugt til afslapning. 
Mandag: Kl. 9.30 startede servicevognen hjemturen med Viggo og Ole ved rattet, efter at alle cykler var kommet i bilen.
For vi andre var der frit slag, så man begav sig ud i Rom i mindre grupper - nogle for at se nærmere på nogle af byens seværdigheder, andre på indkøb, ja nogle slappede af i den nærmeste Cafébar, der havde Roms bedste kaffe (men det siger ikke så meget).
Kl. 17.00 var der afgang til lufthavnen i Fiumicino, 35 km fra Rom og nær ved Middelhavet.
Vel ankommet til Kastrup var meldingen, at Viggo og Ole var nær Berlin og havde kørt1.400 km. 
Tirsdag: Ryttere med koner ankommer til Svendborg kl. 03.00, så en lang dag er slut.
Servicevognen meddeler fra det jyske, at de vil være i Svendborg ca. kl. 15.00, hvilket blev meget præcist. Al bagage og cykler blev afleveret på de respektive adresser.

De efterfølgende dage vil blive brugt til at rengøre bilen og få sponsor reklamerne af hos Svendborg Skilte og Reklame, således at den kan afleveres hos tømrermester Carsten Knudsen Ringe / Svendborg, som sprang til med at låne Svendborg – Rom holdet en af sine biler få dage før start, da vi på det tidspunkt var uden servicevogn.
Stor tak til alle, som på den ene eller anden måde har bidraget til at ”turen” er blevet en succes, både sportsligt og økonomisk, da formålet jo var at køre for Børnecancerfonden.

Overskuddet vil senere, på en sejltur med Meta på Svendborg Sund, blive offentliggjort. Her håber vi at Marianne Nielsen fra Børnecancerfonden kan være til stede.

Inden da venter vi på et lovet besøg på Rådhuset, til en tår eftermiddagskaffe med borgmester Curt Sørensen.

15. og SIDSTE etape: L'Aquila - ROM = 181,54 km

Hele holdet - alle 8 mand - startede dagen med den dejlige fornemmelse, at i morgen tidlig SKAL man ikke tidligt op, forberede dagen, tage lidt klamt cykeltøj på og ud til en endnu ukendt udfordring. Man skal bare lige klare dagens og turens sidste etape, og rammen målet på Peters Pladsen i Rom, hvor familien står og venter. Hjemmefra havde man regnet med en etape på ca. 140 km, og det er jo til at overse!

Receptionisten på hotellet havde forsøgt at forklare holdet en "nem" vej ud af L'Aquila - hun havde tegnet og fortalt - men det viste sig hurtigt, at vejen slet ikke var der, hvor man forventede det. Det skyldes selvfølglig nok de omfattende bygningsreparationer, der foregår i byen efter jordskælvet sidste år. Meget er spærret af, og alt er nærmest italiensk kaos. Men heldigvis lykkedes det omsider at komme ud af byen og finde den rette vej mod Rom. Stifinderen havde indskærpet alle, at på denne dag måtte man ikke køre forkert, da det ville koste uoverskuelige omvejskilometer.

Rytterne tog turen i mindre bidder, stoppede op, spurgte om vej og fulgte planen. Der gik ikke lang tid efter udkørslen før det gik opad - nærmest lodret op. Det var en 20-25 km vej med 18-22 % stigning. Det lignede en gammel oksevej med halv grus og halv asfalt. Det blev noget af en udfordring og taktikken blev hurtigt at cykle lidt, af og puste, cykle lidt, af og puste...... Følgebilen var hele tiden inden for rækkevidde, så man kunne skifte tøj og få forsyninger. På et tidspunkt besluttede man, at bruge følgebilen til at transportere rytterne op til toppen. Det blev til 2 ture, for så var resten alligevel kommet op ved egen hjælp. Det var en stigning på 600 højdemeter og på toppen var man oppe i 1380 meters højde. Sikke en flot udsigt.

Det tog naturligvis meget tid, men hvad opad tabes, skal nedad vindes - der kom så en lang dejlig iskold nedkørsel. Turen fortsatte ca. 10 km gennem en dal, men så var det igen opad til toppen på næste bjerg på 1000 m. Sådan gik de første 80-90 km med følgebilen til at skubbe og forsyne. Her begyndte det at dæmre for rytterne - når de så på vejskiltene - at der faktisk var mindst 30 km længere til Rom, end de havde regnet med!

De sidste 90 km var faktisk én lang nedkørsel kun afbrudt af et par mindre knolde. Det var aftalt, at sidste depot på etapen og turen skulle være i Tivoli ca. 20 km uden for Rom. Det blev et bevæget og højtidelig sidste depot stop, hvor ryttere og supportere sagde hinanden en stor tak for turen. Der var så lidt omklædning - rytteren med den pink trøje skulle naturligvis bære den det sidste stykke - indtaget de sidste forsyninger, og så ventede Rom, Peters Pladsen og familen.

Rom er en meget stor by, og den er ikke ligefrem kendt for at være cykelvenlig. Holdet fulgte den ene omfartsvej efter den anden, kørte gennem mange tunneller og spurgte tit om vej, men ingen kunne rigtigt hjælpe. Rytterne havde regnet med, at man på lang afstand kunne se Peters Kirken og bruge den som pejling, men den var slet ikke synlig. Hvis der er mange biler i andre byer, så overgår Rom det hele, og holdet måtte gennem mange snævre gader med mange biler. De mødte kun 2 andre cyklister på vejen. Det tog tid, det er utrolig krævende og man ser ikke meget.

På et tidspunkt mødte de en italiener, der kunne engelsk til mere end husbehov, og så fik de anvist den rigtige vej. En kontakt til følgebilen bekræftede, at den holdt på Peters Pladsen og var sammen med de utålmodige kone og kærester. Endelig svingede rytterne ind på pladsen, og der stod de så - koner og kærester - i røde kjoler og med dannebrogsflag. Den var et dejligt møde, og så blev der drukket champagne, fotograferet, kysset og krammet. Pigerne havde arrangeret en velkomstmiddag om aftenen, og i morgen er der dømt turistture. Hjemturen starter på mandag - de fleste med fly og så et par "uheldige" i bilen.


Snip - snap - snude, så er denne tur ude!
 

14. Etape: Teramo - L'Aquila = 77 km

Så blev den næstsidste etape overstået, og forventningerne om afslutningen på denne tur fra Svendborg til Rom på cykel er ved at sætte sig i kroppen på alle mand. Dagen startede ellers rigtig fint med sol og 20 gr. fra morgenstunden, hvor der var udsigt til de høje bjerge med sne på toppen. Alle vidste godt, at dagen ville byde på opkørsel mod L'Aquila, hvor Giro D' Iltalia feltet havde mål for 11. etape.

Og det blev opad. Lige uden for byen startede det, og det sluttede først 50 km senere. Da var man også oppe i 1300 m højde. Heldigvis er der en fælles opfattelse af, hvordan man samlet kommer op - find det rette tråd, som alle kan være med i og så bare kigge ned på forhjulet og træd. Sådan gjorde holdet også, og aftalen var at følgebilen ikke kørt for langt væk. Opstigningen gik derfor godt - trætte men glade stod man til sidst på toppen.

Holdets stifinder havde undersøgt muligheder for en god cykelvej nøje, men alligevel var der en overraskelse i vente, for hurtigt mødte man en tunnel. Nå, den er kun 350 m, så den snupper vi lige. Men så kom der en på 700 m og buldrende mørk. Midt inde måtte man stoppe og orientere sig - der var heldigvis et lille fortov, som rytterne kunne stå på. Når en personbil kørte igennem, så lød det som et større eksprestog, der kom for fuld fart! Vel igennem gik det stadig opad, og så dukkede en ny tunnel op - på 1700 m. Nu var man blevet betænkelig og sendte Kurt i forvejen for at se på sagerne. Han kom tilbage og fortalte, at der var lygter hele vejen, og midt inde i var der lavet hul ud til det fri. Så på med lygterne, op på cyklen og hurtigt igennem. Dagen bød på hele 4 tunneller.

Det steg stadig, og snart var holdet samlet på toppen til et velfortjent hvil. Nu manglede der kun 20 km til målet, og det var nedad. Heldigvis havde følgebilen været tæt på hele tiden, for fra de 20 gr. om morgenen faldt temperaturen efterhånden temmelig noget, og det krævede på et tidspunkt skift fra sommertøj til noget mere varmt.

Holdet havde forventet noget kaos i og omkring målbyen - og det var der. Selvfølgelig udgjorde Giro-feltet med alt, hvad de har med en stor del af det, men det blev kraftig forstærket af, at byen for et par år siden var blevet ramt af et stort jordskælv, som havde rystet hele midtbyen kraftigt. De fleste huse stod stadig, men var støttet af stilladser, wirer og pæle. Midtbyen er samtig fuldstændig lukket for alle, og militæret står vagt omkring det afspærrede, da der havde været undtagelsestilstand i byen.

Hotellet ligger lige op til det afspærrede område. Holdet havde bestemt at de ville se TV fra løbet, og efter en time ville de gå til målområdet. Løbet havde kørt i regn i 6 timer, og da de gik uden for var det silende regn. Det var ligesom regnen havde fulgt feltet. Der er nu ikke helt den sammen opmærksomhed omkring Giro'en som for Spanien Rundt og slet ikke Tour de France. Det blev russeren Evgen Petrov fra Team Katusha, der vandt etapen, og så kom Richie Porte fra Team SAXO Bank i den Pink førertrøje.

Holdet bor på 3-mands værelser - dog ikke Erik og Viggo. Ole fik krammedyret, da han efter 5 nætter med Henrik, måtte bor sammen med nogle andre. Erik fik overdraget trøjen, fordi han på trods af de mange problemer under forberedelserne til turen havde et stort overskud, og nu var lige foran den sidste etape.

I morgen håber man på godt vejr - det lyder meldingen ihvertfald på. Nu skal man bare "æde" de 2 bjerge, der er før nedkørslen mod Rom. De kun ca. 140 km, som er til Rom og Peters Pladsen, hvor målet familien venter, er jo afslutningen på en lang og til tider drøj tur, men alle har fået en stor oplevelse. Her på det sidste er det ligesom, at der har sneget sig en vis mathed ind på holdet, men man er selvfølgelig også trætte og meget spændte på morgendagens etape.


Fra opløbet
 

13. Etape: Falconara Marittima - Teramo = 150 km

Det bliver bare ved, og nu er det strålende vejr på en meget mere behagelig måde end nord for Alperne, idet dagen startede med 20 gr. og den stod på 30 gr., da holdet kørte i mål. Det må være som at komme fra dybfryseren til ovnen. Det tærer også på kræfterne, men på en noget mere acceptabel måde. Det er en ny udfordring at skulle huske at smøre solcremen på.

Rytterne lagde ud med 100 km på en helt flad vej langs det flotte Adriaderhav - en helt fantastisk tur. Holdet fulgte en vej, der gik lige uden om de egentlige byer, hvor hele strækningen faktisk er en lang række af byer og landsbyer. Der var kun en enkelt punktering, og man havde ikke problemer med trafikken.

Nå, måske lige på nær der, hvor man kom lidt på afveje, og først uden problemer kunne snige sig gennem en 40 m lang tunnel. Kort efter dukkede en ny tunnel op, og den viste sig at være 2 km lang. Det var en spændende tur i denne mørke tunnel med store lastbiler susende for- og bagfra. Det er ganske ulovligt, men kun hvis det bliver opdaget. Efter denne oplevelse og vel ude igen, mødte rytterne en lokal rytter, og det viste sig, at han var ud på en træningstur, så han kunne jo lige så godt vise holdet på vej. Han trak derefter de næste 30 km i et rigtig fint tempo, men det var netop her, da det allerbedst, og Kurt skulle op for at tage en føring sammen med italieneren, at Kurt blev trængende, men det blev ordnet på bedste måde. Det er rigtig mange og meget venlige ryttere, som holdet har mødt, og den sidste her var ingen undtagelse.

Efter at have sendt holdet videre, returnerede italieneren mod sin base, og holdet var nu på jagt efter vejen op mod Teramo. Uheldigvis drejede man af en gang for tidligt, men ved lokal hjælp kom holdet tilbage på sporet og fandt den rigtige vej. Den de først havde valgt var på 25 km og ret stejl, men den rigtige skulle være flad. Den var på 17 km og steg med 300 m, så dagen sluttede med lidt bjergtræning.

Holdet overnatter i Teramo, og glæder sig over at "pigerne" nu er landet i Rom, så der er snart rigtig kontakt. De næste dage går med at forcere bjergkæden Appenino, som er 1200 km lang og ligger midt ned gennem Italien. Der hvor holdet skal over er højden omkring 2500 m. Der er 2 etaper tilbage, og i morgen tidlig starter det opad ca. 80 km til L' Aquila, hvor Giro D' Italia har opløb for en af deres etaper netop i morgen. Kurt fik krammedyret, da han gjorde sig lidt uheldig bemærket med "at skulle" på et uheldigt tidspunkt. Henrik fik trøjen, fordi han er en rigtig god udsendt medarbejder, der observerer hele dagen og giver det videre til webmasteren.

En af rytterne - Erik Mølgaard - har ordet: Jeg indrømme, at det har været en forb..... hård tur, men mine forberedelser har heller ikke være optimale med først en øjenoperation i februar, så en askesky i april, der forhindrede mig i at komme hjem fra en træningstur i Sydfrankrig og sidst men ikke mindst min broder Oles dødsfald. Desuden har den lange hårde vinter samt selvfølge det tidlige tidspunkt på året også haft en stor indflydelse.

Begyndelsen af turen var utrolig hård med kulde og ekstrem meget regn, så det lykkedes mig ikke at cykle mig i form, som jeg havde håbet. Nu de seneste 3 dag har på en anden måde været særdeles hårde med høje temperaturer samt lange etaper, hvilket har slidt meget på mine sidste resourser. Det har hjulpet lidt, at holdet har sat farten ned med et par streger.

Heldigvis har hele holdet - når det så allerværst ud, og det hele bare var vådt og koldt - været i stand til at overleve på et rigtig godt sammenhold, et fantastisk kammeratskab og ikke mindst et smittende humør. Nu er vi snart igennem til Rom, og det bliver ihvertfald en tur, hvor selv et utal af forhindringer ikke har kunne stoppe os.

12. Etape: Imola - Falconara Marittima = 180 km

Det blev igen en rigtig god dag, hvor det lette tøj igen blev luftet. Starten fra Imola i morges skete i 18 gr. og efter at have rundet 35 gr. i solen midt på dagen, var temperaturen til aften omkring 20 gr. Etapen er kørt i et pragtfuldt vejr, som hen på dagen satte sine spor, hvor rytterne blev noget brugt pga. varmen. Man satte derfor farten ned de sidste 15-20 km.

Det gik jo godt i går, så planen var at følge hovedvej FF9, som man havde gode erfaringer med, og det var aftalt, at første depot skulle være i Rimini og ved stranden. Her mødte rytterne et par meget afslappede supportere, der sad på strandpromenaden og fik sig en øl. ”Nå, der er I!” var velkomsten. Rytterne havde haft fart på, så de ankom noget før beregnet. Men der blev hurtigt stillet op til frokost på strandpromenaden, og så kom feriestemningen langsomt snigende.

 

Inden den helt tog over, og efter at Jørgen Bimba havde dyppet tæerne i Adriaterhavet (max. 12 gr.) tog rytterne afsked med Rimini. Det er et rigtigt feriested – som Skagen blot 10 gange større – og det må ikke være sjovt, når der er mange mennesker. Resten af eftermiddagen blev der kørt strandlangs med fint fart i benene. Rytterne møder mange andre motionsryttere på vejen, men da vore ryttere ikke har trænet i sommertøj hjemmefra, så er det meget tydeligt, hvem der er lokal og hvem der er op nord fra – man skal bare se på benene!

 

Følgebilen er blevet rigtig god til at finde nedlagte tankstationer, som så bliver brugt til depotstop, ret kedeligt mener rytterne og synes at standarden er faldende, men det må de vist nok leve med et par dage endnu. Holdet overnatter i Falconara Marittima, der ligger 6-7 km udenfor den store havneby Ancona. Hotellet er det absolut billigste endnu og kan garanteret ikke overleve ret lang tid. Prisen er 2600 kr. for 8 overnatninger, 8x4 retters menu – salat, stor pastaret med tomatsovs, kæmpe bøf og syltede jordbær med is – dertil vin og en espresso. Webmasteren er dog lidt urolig for, at han er blevet misinformeret!

 Erik fik krammedyret, da han igen har brug for noget omsorg og mental styrke inden de sidste dage, og Mona er jo langt væk endnu. Hjelmen og den pink trøje er givet til Johannes (webmaster) for hans løbende opdateringer af en god hjemmesiden. Da han sidder i Svendborg har Viggo påtaget sig at være stand-in for Johs. og bære trøje samt hjelm i morgen, hvor turen fortsætter langs Italiens østkyst.

11. Etape: Picenza - Imola = 207 km

Efter flere dages besværligheder og suspendering af løbet på grund af uoverskuelige problemer, så kom dagen, hvor det hele bare fungerede. Det har holdet da også fortjent, og så kunne man få kørt alt det "sure" ud af kroppen. Dagen blev helt fantastisk med flad rute og kun lidt rigtig bykørsel.

Holdet lagde ud kl. 8,45 i 16 gr. med sol, og de unge, de lidt ældre, de ældre og de gamle ben kom i fulde omdrejninger fra starten. Der var lagt en rute ad hovedvej FF9, der går fra Milano og ud mod Rimini. Først en smut gennem strøget i Parma - en meget flot by - og kom fint ud på hovedvejen igen. Så kørte holdet 50 km ad en motortrafikvej, hvilket skulle være særdeles spændende!

Den næste by, der dukkede op var Modena. Det er den med motorbanen, og det kunne høres, at der var aktivitet på banen. Holdet kom heldigvis ikke i nærhenden af banen, og man fortsatte på motortrafikvejen, der endte ude på en motorvej. Et par venlige betjente gjorde opmærksom på det uheldige i dette, og bad holdet om at tage den næste frakørsel. Hovedvejen blev igen fundet, så man kunne holde det højte snit på 29 km/t.

Inden længe var man fremme ved Bologna. Det var en let by at komme igennem, og i "den frække gade" fik pigerne pludselig andet at tænke på, da disse flotte mandfolk kom strygende igennem. Et par venlige politibetjente (der er vist kun venlige betjente) førte holdet smertefrit gennem den rigtige gamle, men flotte bydel, en lokal rytter over og førte holdet den sidste vej ud på hovedvejen igen, så kursen mod Rimini kunne holdes. Frokosten blev næsten som i gamle dage, da der blev serveret kylling - grill og uden giro 413!

Vejene - både hovedvej og motortrafikvejene - er i en god stand, og der der fine forhold for cyklister. Holdet er kommet i sommertøjet og har fået luftet shorts samt de korte ærmer. Temperaturen sneg sig op på 30 gr. midt på dagen. Kl. 20 stod holdet i shorts ved hotellet i Imola og fik sig en fortjent øl, inden de skulle i byen og have spaghetti. I morgen går det videre ud mod Rimini, og derefter ned langs Adriaterhavet, hvor der kan komme nogle knolde på vejen. Det er glædeligt - på trods af diverse forhindringer - så holdes planen fint, og er man ca. en ½ dag foran på nuværende tidspunkt.

Humøret er helt oppe i det grønne felt, og alle er begyndt at se frem mod sidst på ugen, hvor man skal møde Giro d' Italia feltet og selvfølgelig familien i Rom. Henrik fik krammedyret, fordi han er en venlig mand og taler altid pænt i telefonen med Viggo. Kasper fik trøjen, da han - som lærling - har fundet godt ind i det med de ældre herrer. Spurtpræmien gik til Tommy, dog da man var udgået for øl fra Otto Duborg, er der nu indkøbt 1 liters dåseøl som præmier.

10. Etape: Lugano - Picenza = 154 km

Så er Alperne passeret, dog ikke på cykel, men i sikker stil. Der blev overnattet i Lugano, selvom forholdene var lidt snævre, så er det gode humør fundet frem igen og forventningerne til de næste dage er høje. Nu kan der vel snart ikke findes på flere mærkelige og uforudsete forhindringer, så ryttere og supportere er fortrøstningsfulde - de føler alle, at nu kan Svendborg-Rom gennemføres uden flere dumme problemer.

Efter at have fået samlet cyklerne og justeret det forskellige grej, er starten gået med en fantastisk tur langs søen. Her møder de en masse andre cyklister, men de er på vej nordpå (mon de skal til Danmark?). Det gik slag i slag de første 100 km, men det var nærmest bykørsel med kun 20 km/t i snit - alt nord for Milano er tilsyneladende én stor by.

De passerer grænsen til Italien ved Chiasso lige ved Como. En enkelt toldbetjent er ikke beskæftiget og ville derfor absolut se, hvad følgebilen havde inde bagi. Straks finder holdet ud af, at man ikke anvender de samme færdselsregler, som der, hvor de kommer fra. Pludselig har man ikke vigepligt, men "påkørselspligt", og reglerne for rundkørsler er tilsyneladende helt omvendte af de regler, som de ellers kender, men det læres nok hurtigt.

Målet for dagens etape er Parma, og i Lodi syd for Milano finder holdet så hovedvejen FF9, der går mod Picenza. Så kommer der fart i benene, og det hjælper rigtig godt på gennemsnittet. Pludselig stopper trafikken ved et bowlingscenter. Der er ren kaos, og den "stakkels" vagt, der kun kan italiensk og tilsyneladende intet ved - peger på et sted, hvor der for et par dage siden var en bro. Den har man fjernet, så nu står alle bilister og cykelister og ved ikke, hvordan de kan komme videre.

Heldigvis er der en sød italiensk dame, der kan fortælle holdet, at den eneste mulighed de har, er at køre 60 km tilbage og finde en anden vej mod Parma. Så bliver der igen indkaldt til holdmøde, og det besluttes at suspendere løbet for resten af dagen. Følgebilen skal nu bruges til taxi-kørsel, og man vælger at køre tilbage, finde en motorvej og kører til Picenza, hvor der skal findes et hotel. Man kan have 3 ryttere med pr. tur - et par bagi sammen med al grej og cykler og én foran.

Inden man tørner ind for at samle kræfter til morgendagens etape, fik Viggo krammedyret, fordi han er den eneste, der i dag er blevet idømt bøder til bødekassen. Erik skal i morgen bære den pink trøje, da han har været rigtig godt kørende hele dagen og virkelig holdt på til det sidste.

9. Etape: St. Louis - Luzern/Lugano = 103 km

Om aftenen før 9. etape kunne man kunne skimte Alperne i det fjerne, og den store styrkeprøve var lige forud. Holdet fik så den seneste vejr- og vejmelding. Den lød på, at der i 1300 meters højde er sne, vejene vil være isglatte og temperaturen flere grader under frysepunktet.

Denne melding fik holdet til at tagen turen op til revision. Nu var der igen en uventet og oversluelig forhindring for turen mod Rom. Den skulle vurderes og en løsning findes. Det er klart, at man kan ikke cykle på sådanne betingelser - det er for det første umuligt og for det andet ganske uforsvarligt at cykle over St. Gotthard. Det kan være koldt på toppen. Beslutningen blev, at holdet ville starte med at cykle til Luzern, suspendere løbet, og finde et tog til Lugano på den anden side af bjergene. Der er ingen tvivl om, at man fandt den helt rigtige og mest forsvarlige løsning på dette uoverskuelige problem.

Det blev alligevel en lidt besværlig dag med meget bykørsel, og det steg jævnt de første 40 km, hvor man mødte den første "knold" - Hohenstein. Det er en 15 km jævn stigning på 6%. Det viste sig, at vejen var blevet ændret i 1830, hvor en lokal rigmand havde finansieret omlægningen fra 24% stigning til de nuværende 6%. Det havde dengang kostet den fabelagtige sum af 3000 Sfr.

Ryttere og bilen fandt hinanden igen ved banegården i Luzern, skilte cyklerne ad og pakkede dem i bilen. Fem af rytterne tog så toget mod Lugano, mens supporterne fik selskab af Henrik. De fem i toget fik en flot tur gennem se bjergrigt landskab, hvor de klart kunne se al sneen på toppen og isen på vejene. Fra bilen var der ikke meget at se, da der blev kørt meget i tunneller.

Fremme i Lucarno - toget ankom kl. 18,46 - opstod det næste problem. Lugano er et yndet ferieområde, så det var næsten umuligt at opdrive et hotelværelse. Mens bilen susede rundt i byen efter værelser, sad rytterne og nød den flotte udsigt udover Lago Maggore søen - mon der ikke smuttede en øl elle to ned i ventetiden. Det lykkedes til sidst at finde en løsning med et par værelser med flere opredninger og ét badeværelse. Yngstemand fik lov af bade først, da han skulle i byen efter pizzaer - man var jo i den italienske del af Schweiz!

Viggo fik trøjen for at kunne "holde Ole ud", men også for en glimrende service samt stor tålmodighed med rytterne. I morgen startes nok ikke så tidligt, da cyklerne skal samles og justeres inden turen ned mod det flade landskab omkring Po-floden. Man forventer en jævn nedkørsel, dog med nogle knolde som i dag. Temperaturen bliver nok på den rigtige siden af de 20 gr.

8. Etape: Sessenheim - St. Louis = 170 km

Så er holdet nået i nærheden af Basel - i St. Louis 8-10 km udenfor Basel. Det har været en regnfuld og kold dag. Den gamle gæstfrie vært på hotellet havde ikke taget højde for, at det også var helligdag i Frankrig, men han havde gjort et stort stykke arbejde for at få morgenmaden klar til det aftalte tidspunkt - han nåede det næsten. Han havde underholdt holdet med, at han var veteran fra 2. verdenskrig (på tysk side), og vist dem medaljer m.m.

Dagen begyndte med silende regn, og ved starten kl. 8,15 havde rytterne alt disponibelt regntøj på. Værten havde fortalt, at der var en smutvej fra Sessenheim til en EU-cykelsti - den er på 180 km ialt - som ender nede ved Basel. Den ville afkorte turen med 5-6 km. Den fandt holdet, og så gik det videre i regnen mod første depot efter 65 km.

Rytterne var totalt gennemblødte - ude og inde - og selvfølgelig iskolde. Følgebilen holdt, hvor det var aftalt, men som situationen var, så havde Viggo og Ole forberedt en mindre overraskelse. Ole - den gamle fodboldspiller - havde spottet fire lysmaster i nærheden, og efter en snak med den "lokale Pløk" (=klubhusbestyrer), fik holdet lov til at benytte klubhuset til et varmt bad og omklædning. Varmen, tørt tøj og noget at spise hjalp godt på krop og sjæl.

Pausen blev da også på 1½ time. Regnen var heldigvis også taget af, så nu gik det igen deru'af, og da først de stive ben var varmet op, så kom humøret og motivationen også tilbage. Holdet fulgte igen EU-cykelstien 25-30 km, og det var en helt fantastisk natur man passerede igennem - bare det dog havde været solskin! Stien fulgte en biflod til Rhinen, hvor der var mange sluser og en hel del sejlere. Men efterhånden blev stien for meget, så man fandt vejen D468, der går til Basel, og så kom der rigtig fart i benene.

Dagen var en stor udfordring for rytterne, men også en god oplevelse med flotte landskaber. Følgebilen havde fundet et hotel i St. Louis lige uden for Basel - 8-10 km. Den udsendte melder alt vel, men alt tøjet er vådt, så airconditionen på værelserne kørte "for fulde hammer", så mon ikke man kan starte i tørt tøj i morgen. Her gælder det de første prøvelser på, hvad Alperne byder på - det bliver spændende at høre.

Jørgen Bimba fik krammedyret, da han i dag havde tænkt meget på sit barnebarn Tim, og Kurt fik den pink trøje, da han kom rigtig godt tilbage efter en mindre nedkøling. Holdets lærling har stiftet en bødekasse, hvor holdet skal betale 1 euro, når man dummer sig eller iøvrigt laver fjollede ting og fortæller dumme vits. Rygtet siger, at Kurt er en af de store bidragsydere.


7. Etape: Wörrstadt - Sessenheim = 168 km

Dagen startede i fin stil, hvor hele holdet var klar til start kl. 8,00, og så gik det bare derudaf - de første 500 m. Da Erik skulle skifte til 2. gear gav det problemer, og man måtte stoppe. Der var problemer med gearskifteren, men årsagen var en løs kranke. Følgebilen var allerede på vej mod første depot, men heldigvis stod der lige en hjælpsom Wörstadt'er i sin garage ud til vejen. Henrik - der har gået til teknisk tysk i flere år - fik fat i ham og lånte en "sexkantslössel". Problemet blev løst, og holdet fik foræret nøglen af den flinke mand, da den måske skulle bruges senere.

Så gik det videre mod grænsen til Frankrig, og efter 60 km var der depot og frokost. Det blev aftalt, at næste pause skulle være i nærheden af Berg. Da temperaturen var startet ved 10 gr. og efterhånden sneg sig op på 20 gr. var der flere, som var ved at være "lidt bagte", men man ville til Frankrig.

Grænsen til Frankrig blev passeret ved Lauterbourg, hvor der blev holdt pause. Nu var der kørt omkring 140 km, så det var tiden til lidt forfriskninger. Det blev aftalt, at følgebilen skulle søge et hotel ca. 30 km længere fremme. Lige efter grænsen fik holdet en lokal rytter på baghjul, og der lå han jo fint. Da der skulle læses på kort, kørte han videre, men da holdet lidt efter indhentede ham, tog han spidsen og trak med 30-35 km/t. Hele dagen havde holdet kørt og haft en rigtig fin rytme i kørslen og den fortsatte.

Man har valgt at køre væk fra Rhinen, for at komme uden om de større byer som Burg, Worm, Mainz og Karlsruhe. Dagen bød heldigvis på en meget flad rute. I morgen vil man finde Rhinen igen og den fine cykelsti, som man har læst om. Målet er - efter endnu en flad rute - at overnatte 20-30 km efter Basel, så man er friske til en tur i bjergene fra formiddagen. Alperne venter forude!

Overnatningen blev i Sessenheim, hvor man fandt et gammelt hotel, som har været i familieeje i 7 generationer. Nuværende ejer er 82 år. Morgenmaden serveres kl. 6,30 og alle vil være i startposition kl. 8,00. Erik fik krammedyret Konrad, da han gerne vil have en hel nats god søvn, og Henrik fik trøjen - pink skulle klæde ham - fordi ham meget hurtigt fandt hjælp og værktøj til afhjælpning af Eriks problemer.

6. Etape: Bonn - Wörrstadt = 183 km

Det blev dagen, hvor holdet kørte - det meste af tiden - langs med Rhinen. Det blev også en helt fantastik dag i en natur uden lige. Efter start i Bonn med 10 km bykørsel på 1 time, så fandt holdt cykelstien langs Rhinen, som de havde bare 3-4 m ved siden af, og der kunne de nemt rulle 26-28 km/t under hensyntagen til andre cyklister og barnevogne!

Følgebilen mødte de i Sant Sabastian, hvor der var pause med udsigt til floden. Det er meget tydeligt at se forskellen på sejlads med og mod strømmen. Ole er fin til at lave pauser - der kan godt gå lidt "kaffeklub" i det, men det nydes. Så gik det rask videre mod Koblenz, og aftalen var, at ruten langs Rhinen skulle følges. Men på et tidspunkt opdagede man, at det IKKE var Rhinen, man fulgte, men Mosel. Det gav en lille omvej på 10-15 km - men hvilke kilometer. Der var så fantastisk flot med vinmarker, gårde og skove, så det helt tog vejret fra rytterne.

Turen tilbage til Rhinen kostede en bjergtur på 5 km med 8-10 % stigning, men hvad opad tabes, skal nedad vindes, så man suste ned mod Rhinen, hvor følgebilen blev mødt i Boppard. Nu valgte man at følge den gl. hovedvej med en bred gang- og cykelsti, så de næste 35 km blev kørt på 1 time. Efter den sidste pause begyndte det at regne, og det blev til 30 km regnkørsel. Efter en del ventetid mens der blev fundet hotel, stod man og blev lidt mere end småkolde.

Rapporten om kørsel af kilometer og tiden, blev idag lidt skønnet, da el-ledningerne til togene, der kører lige ved siden af hovedvejen, til tider forstyrrede transmissionen fra føler til computer på de trådløse. Men mon ikke det er ramt temmelig godt.

Holdet har valgt at spare, så der bliver mere til Børnecancerfonden. Derfor blev der dækket et Ta' sel' bord på værelset. De sidste reste af brød m.m. hjemmefra blev suppleret med lidt godt fra købmanden. Den udsendte medarbejder melder om godt godt humør, men der skal snart laves en storvask af tøj, for lugten er ved at brede sig i området, hvor de kører. Tommy fik krammedyret, da han savner sine børnebørn, og Ole fik trøjen for sit gode humør og initiativ til kaffeklubben!

5. Etape: Mengede - Bonn = 162 km

Så blev det dagen, hvor Keld skal hjem, og Ole kommer som afløsning. Der var morgenmad kl. 6,45 og kl. 7,00 var Viggo og Keld på vej mod lufthavnen. Udskiftningen gik planmæssigt. Rytterne startede mod næste stop kl. 7,30.

Holdet fandt meget hurtigt ud af, at hele Ruhr-distriktet er en kæmpestor by, hvor man kører fra den ene bye direkte over i den næste. De præsterede i dag at køre 150 km bykørsel! Det er med konstant stop for rødt, opmærksomhed omkring biler - alle i Ruhr har 2 biler og de kører hele tiden, og så er der sporvogne, som man jo ikke lige ser på de hjemlige gader. Bykørsel tager tid og er meget krævende. Holdet kørte efter GPS, som Tommy styrede (eller omvendt). Han havde faktisk spidsen hele dagen. GPS'en er ikke optimal i så meget bykørsel, men man valgte at følge dens anvisninger gennem Dortmund, Bochum og Düsseldorf.

På et sted omkring Bochum viste GPS'en holdet hen ad en villavej, der endte med en 1 km stigning på 22 gr.! Så der blev pludselig indlagt en omgang bakketræning midt i byen. Det var så en forsmag på, hvad der venter senere.

Det første stop blev efter ca. 100 km, men det var aftalt på forhånd. Her blev der hilst på Ole og taget forsyninger ombord. Herefter gik det gennem Køln - tæt forbi Kølner Dohm og ud på hovedvej 9, der går ned gennem Bonn. På vejen faldt man i snak med en lokal cykelist, der fortalte om en 10-15 km lang cykelsti a la Christiansmindestien, som løber langs Rhinen, og den blev naturligvis anvendt.

Nu er holdet fremme ved Rhinen, og så skulle der vel ikke være de store udfordringer de næste dage - det bliver bare ren turistkørsel????? Holdet overnatter i midten af Bonn på Adenauer Allé og må i dag gå i byen for at spise. Jørgen Bimba fik trøjen, fordi han støttede en rytter, der havde nogle problemer først på dagen. Kurt fik Krammedyret, fordi han var blev "svigtet" af Bimba, som jo havde fået andet at se til.

Holdet har besluttet, at kl. 8,00 i morgen tidlig rulle hjulene igen. Alle er stadig fit for fight, og den lagte plan følges meget tæt.

4. Etape: Emstek - Mengede = 196 km

Det er Keld sidste dag før Ole tager over i morgen. Dagen begyndte grå og diset med temperaturer på 6 gr., men op på dagen steg den til 10 gr. Også landskabet ændrede sig, da holdet fra at have kørt i et fladt marsklandskab, nu kom til et mere "normalt" landskab med lidt bakker.

Det blev en rigtig, rigtig fin dag, hvor holdet viste et godt sammenhold og humøret er helt i top. Der blev en del bykørsel på både vej og fortov - spec. i Münster, og det trækker jo tiden noget ned. Men så mødte holdet et lokalt motionshold ved Münster, og efter noget snak, så lagde de sig i front og trak, så hastigheden ind imellem lå på 36-38 km/t. Det gjorde de 17 km, så det hjalp jo på gennemsnittet. De var flinke folk og viste vejen gennem Münster og siden den rigtige retning ud af byen.

Imens glippede den ene rast. Viggo og Keld havde ellers gjort klar til modtagelse. Nogle naboer var nysgerrige og skulle høre, hvad der foregik. De blev helt overstrømmende og inviterede dem ind i haven, hvor der blev lagt op til grill og meget mere. Desværre kom holdet aldrig frem - eller måske heldigvis, for så havde de nok siddet der endnu! Erik havde dagens punktering, da der blev kørt lidt på brosten, og det ville hans dæk og slange ikke rigtig være med til.

Holdet fejrede dagen på hotellet i en forstad til Dortmund med en helt fantastisk menu med suppe, en tre-kødsret (svine, kyllinge og okse) med grønt og kartofler og til sidst en isanretning med frugter. Så der er blevet slået mave i nat. Tommy fik trøjen for en flot planlægning af dagen rute, og Viggo overtog krammedyret (Konrad) så han ikke skal være alene indtil Ole kommer.

Morgendagen starter tidligt, da Viggo allerede skal af sted kl. 7,00 for at køre Keld til lufthavnen i Köln og samle Ole op. Det benytter holdet sig af dette og derfor er de på landevejen fra morgenstunden. Den udsendte medarbejder lover, at Keld har "rigtige billeder med hjem til webmasteren, så vi får set fra turen.

3. Etape: Osten - Emstek = 160 km

Holdet kom først af sted kl. 8,45, da morgenmaden ikke blev serveret så tidligt. Man brugte så tiden inden med at gøre klar, og smører cyklerne. Det blev en meget flad rute i et marsklandskab, hvor man kørte meget langs diger og marker med primært sortbrogede køer. Dagen startede lidt småkold med 6 gr., men op på formiddagen steg temperaturen og på et tidspunkt var der 12 gr. Solen viste sig også i en halv time, men man undgik ikke helt regnen - det regnede sammenlagt en times tid.

Følgebilen holder den høje standard, og Anna'a madder er stadig på menukortet, men i morgen vil holdet ændre menuen! På et tidspunkt skulle floden Weser passeres, og der kunne ryttere og bilen ikke enes om, hvilken færge man skulle tage - bilen tog den med den højeste komfort!

Holdet havde valgt at korte dagens etapen lidt af, da der skulle bruges noget tid på at få tøjet og kroppene i orden igen efter de første kolde og våde dage. Dagen bød ikke på nogen punkteringer

Den udsendte medarbejder beklager, men der kan kun vises billeder fra mobilkamera, da der ikke har været internet forbindelser på hotellerne. I aftes fik Keld overrakt den pink trøje, så han kan køre i den, den sidste dag han inden han bliver afløst af Ole. Henrik fik krammedyret, da han ikke havde nogen punkteringer - flot. I nat overnattes på samme hotel, som blev brugt på turen mod Madrid. Forskellen er, at denne gang dukkede Hanne og Mogens ikke op for at hilse på.

Kurt står for dagens store gåde: Efter at have talt brune og sortbrogede køer hele dagen, spørger han - Hvorfor spiser de sortbrogede 3 gange så meget foder så de brune? Svaret kan sendes til webmasteren.

Holdet arbejder godt sammen og humøret er hverken regnet eller frosset væk.

2. Etape: Sønderhav - Osten = 195 km

Holdet er ankommet kl. 19,30 til Hotel Färgekrug i Osten lige syd for Elben efter 11 timer på sadlen. Det har været en meget regnfyldt dag, hvor der kun har været 20 min. samlet tørvejr. Holdet venter nu på følgebilen, da der var 3 timers ventetid ved færgen over Elben. En nabo til kroen er behjælpelig med vask af cyklerne.

Det er ellers gået rigtig godt, hvor holdet efter starten kl. 8,30 passerede grænsen kl. 9,15, og selvom de skulle køre en lille omvej på grund af "dårlige kort", og at der var lavet om på vejene i en landsby, så har det ikke givet skår i humøret. Det har samtidig været meget dumt vejr (=møjvejr) - plask regn, 80 km medvind, 100 km skarp sidevind og resten af vejen igen medvind. Temperauren har ikke været over 8 gr., hvilket kun er et par grader over køleskabet hjemme hos Henrik. Det går værst ud over fingrerne og så fødderne.

Dagen har budt på flere punkteringer. Efter 30 km måtte Tommy skifte slange, og så kom Henrik ret hurtigt efter med en punktering på baghjulet, men der blev kludret i det, så der skulle skiftes 2 gange, og til sidst både dæk og slange. Henrik er så igen på banen efter 120 km (baghjul). Men han havde ikke fået nok, for efter en pause var han igen flad.

Følgebilen får meget ros - de er bare der, hvor de skal være. Og så er der stadig lækre madder, som Anna (gift med Steen) har lavet. Humøret heldigvis helt i top, selvom Erik "mangler den normale omsorg", som han ellers får efter en "lang dag" på kontoret!

Man har konstateret, at reservelageret ikke er komplet, så Ole skal bl.a. have en skrue med ned til Eriks saddel. Når cyklerne er vasket og følgebilen kommet frem, så spises og hygges der.

Erik skal køre i pink i morgen, fordi han trods det der skete med bror Ole, alligevel valgte at gennemføre turen. Kasper fik krammedyret som erstatning for sin lille datter.

I morgen venter igen en lang etape, men mon foråret ikke snart melder sig?

1. Etape: Svendborg - Sønderhav = 78,45 km

På grund af en meget dårlig vejrprognose for fredag den 7. maj, havde holdet besluttet at starte
fra Svendborg allerede umiddelbart efter prologen torsdag eftermiddag. Rytterne var virkelig glade
for den store opbakning de fik og de flotte ord fra både bogmesteren og Richard Møller Nielsen, men
også fra alle de mange andre, der var mødt op for at ønske dem en god tur. Se mere om prologen
under sidste nyt.

Kl. 17,05 startede det udvidede felt og ved hjælp af flere "hjælperyttere" gik turen mod færgen
i Bøjden. Der var jo en rigtig god medvind, så den første del af turen gik glat. Dog skete der det
lige før færgen, at en svane under sin start var så nysgerrig, da den fik øje på feltet, der kom
strygende, at den ikke så sig ordentlig for, så den fløj lige ind i en lystmast. Den blev temmelig rystet, men fortsatte sin flyvning uden at se sig tilbage.

Efter at have nydt et par muffins fra Hattings på færgen gik det rask videre via Sønderborg, forbi
Egernsund til Hotel Strand i Sønderhav ved Flensburg fjord. Her ankom holdet lige ved
lygtetændingstid. Det havde været en fin start på den lange tur, så humøret var højt, og efter et
bad blev den medbragte mad - rugbrød og leverpostej - taget frem. Værelserne var nu ikke noget at skrive hjem om, og den flotte udsigt til Okseøerne og Flensborg kunne ikke ses fra værelserne.

Under det hyggelige samvær fik Kasper den pink trøje, fordi han nu skal undvære sin lille nyfødte datter og selvfølgelig kærsten de næste 14 dage. Kjeld fik krammedyret, fordi han med meget kort varsel trådte til som chauffør på den første del af turen.

Så var det ellers på hovedet i seng, for fredag morgen startes kl. 8,00 mod syd til et hotel lige på den anden side af Elben - ca. 160 km.


 

 
 
 
Svendborg - Dream