Cykelklubben Svendborg - Dream

Du er her:  
Hjem > Arkivet > Nordkapp > Galleri

Galleri

Ugeavisen Svendborg: 5. december 2012:

* NORDLIG CYKELTUR FOR KRÆTSYGE BØRN: Et sydfynsk cykelhold - nærmere betegnet en trio, tog tidligere på året en tur på 2.606 kilometer fra Nordkap i Norge til Svendborg. Og forrige tirsdag kunne rytterne, Erik Mølgaard, Kurt Thuesen og Verner Christen-sen aflevere frugterne af anstrengelserne - en check på 51.375 kroner - til Børnecancerfonden. Højtideligheden foregik på Hotel Svendborg, hvor direktør Marianne Nielsen fra Børnecancerfonden var til stede - og det samme var Richard Møller Nielsen (billedet), som stod for overrækkelsen, og hvis gode navn har været flittigt brugt i bestræbelserne på at skaffe de nødvendige sponsorer. Foto: Tim K. Jensen


Fyns Amts Avis: 29. november 2012:

Flot punktum for cykelhold

■ Nordkap-holdet med Erik Mølgaard i spidsen har efter den sidste langtur afleveret over 50.000 kroner til Børnecancerfonden.

Svendborg: Det sydfynske cykelhold, som tidligere på året tog en tur på 2.606 kilometer fra Nordkap i Norge til Svendborg, har nu indstillet aktiviteterne efter at have sat et flot punktum.

Helt nøjagtigt sluttede anstrengelserne med en overrækkelse af 51.375 kroner til Børnecancerfonden ved en lille højtidelighed på Hotel Svendborg, hvor direktør Marianne Nielsen fra Børnecancerfonden var til stede for at modtage donationen.

Richard Møller Nielsen fortæller under seancen på Hotel Svendborg om sit møde med børnecancer under EM-slutrunden, mens tidligere SfB-formand Erik Mølgaard og Marianne Nielsen, direktør for Børnecancerfonden, lytter til fortællingen.

Det samme var tidligere landstræner Richard Møller Nielsen, som stod for overrækkelsen og hvis gode navn har været flittigt brugt i bestræbelserne på at skaffe de nødvendige sponsorer.

Cykelholdet, som over 14 dage cyklede fra Nordkap til Svendborg i dårligt vejr stort set hele vejen, bestod af Erik Mølgaard, Kurt Thuesen og Verner Christensen, og de sad på cyklerne i alt i 105,58,26 timer og kørte med en gennemsnitshastighed på 24,6 kilometer i timen.

- Det var rigtigt hårdt denne gang. På grund af det dårlige vejr måtte vi cykle en 10-11 timer hver dag for at gennemføre indenfor den fastlagte tidsramme. Vi skulle nå hjem for at deltage i det store endagesløb Aarhus-København, fortæller Erik Mølgaard.

To gengangere

Han og Kurt Thuesen har også deltaget på holdets tre andre langture, der omfatter turen til Paris i 2006, turen til Madrid i 2008 samt turen til Rom i2010.

- De tre første ture var ligesom dedikeret de tre store europæiske etapeløb, mens turen fra Nordkap var en ekstra oplevelse, hvor vi var meget glade for Ole Krammager i ledsagerbilen, fordi betingelserne var så anstrengende, fortæller Erik Mølgaard.

Han kan sammen med de øvrige deltagere på de fire ture glæde sig over tilsammen at have bidraget med over 400.000 kroner til Børnecancerfonden, og det glædede i den grad også direktør Marianne Nielsen.

- Det betyder utroligt meget for cancerramte familier, at der er nogle, der interesserer sig for dem, og da vi ikke får offentlige tilskud, så er donationer den måde, forskningen videreføres på.

- Og det hjælper. Alene indenfor de sidste 20 år har forskningen bidraget til at øge helbredelsesprocenten for kræftramte børn fra 50 til 75, så jeg glæder mig hver gang til at tage turen til Svendborg for at modtage pengene, lød det fra Marianne Nielsen.

Sygdommen tæt på

Richard Møller Nielsen har engageret sig i projektet dels fordi han har kørt parløb gennem mange år med Erik Mølgaard via SfB, og dels fordi han havde sygdommen tæt inde på livet under hin berømte slutrunde i Sverige 1992, hvor Danmark kom med på et afbud og vandt.

- Kim Vilfort havde et barn på det tidspunkt, som var hårdt ramt af kræft og lå på Hvidovre Hospital. Han fik helt frie hænder af mig til at bestemme både, om han ville spille de sidste kampe, og hvornår han i givet fald ville møde frem til kampene. Jeg støtter gerne bekæmpelsen af sygdommen, fortæller Richard Møller Nielsen.

Af Wagn Ivan Pedersen, waip@faa.dk
Foto: Tim IC Jensen, thj@fyens.dk

Fakta om cykelholdet
Cykelholdet fra Svendborg har gennemført fire lange ture med to års mellemrum:

  • 2006: Tour de France-turen til Paris på 1200 kilometer med 12 deltagere
  • 2008: Vuelta Espana-turen til Madrid på 2800 kilometer med seks deltagere
  • 2010: Giro d'Italia turen til Rom på 2500 kilometer med seks deltagere
  • 2012: Nordkapturen på 2600 kilometer med tre deltagere Sammenlagt har cykelholdet med Erik Mølgaard som primus motor afleveret godt 400.000 kroner til Børnecancerfonden

Fyns Amts Avis: 9. august 2012:

Fra Nordkap til Svendborg

Cykelhold fra Svendborg skal ud på den fjerde lange tur fra onsdag i næste uge

Svendborg: Et lille sydfynsk cykelhold tager i næste uge hul på den fjerde lange tur, der skal skaffe penge til Børnecancerfonden.
En lille trio bestående af Erik Mølgaard, Kurt Thuesen og Verner Christensen tager med autocamper til Nordkap i Norge og cykler derefter retur til Svendborg. Det er en tur på 2600 kilometer.
- Vi har haft en sen udskiftning i truppen, idet Anders Dam oprindelig skulle have været med, men blev forhindret efter et slemt styrt ved Svinninge, hvor han brækkede fire ribben, kravebenet og skulderbladet. Det giver en pause på et halvt år.
- Til gengæld har Kurt Thuesen sagt ja efter at være godt restitueret fra et styrt i maj i år i Nordtyskland, hvor han brækkede lårbenet, fortæller Erik Mølgaard.

Fjerde lange tur
Det er fjerde gang, at det sydfynske cykelhold skal af sted, og turene foregår hvert andet år. Tidligere har turene gået til Paris i 2006, Madrid i 2008 og Rom i2010.
- Vi bruger tre dage på at køre til Nordkap, og så tager det godt et par uger at køre hjem. De første tre dage i Norge, derefter et smut ind gennem Finland og resten af turen ned gennem Sverige, hvor vi følger E45, fortæller Erik Mølgaard.
Cykelholdet har sammenlagt afleveret omkring 350.000 kroner til Børnecancerfonden indtil nu, og Erik Mølgaard regner med i dette tilfælde at kunne bidrage yderligere med 40.000-50.000 kroner.

Af Wagn Ivan Pedersen
waip@faa.dh


Afgang, 12.08.2012, 07:05

Så er holdet kørt fra Svendborg mod Nordkapp.
Følg holdets tur her på siderne. 


SMS: 14.08.2012, 10:45

Vi er på en campingplads 700 km. fra NORDKAPP, og vi kommer ikke videre i dag! Generatoren på camperen er defekt, og der kan først skaffes en ny i morgen! Så 1½ dag har vi mistet. Vi må se, om vi kan indhente noget af det på cyklerne! Der er da ingen generator, der kan gå i stykker???  Hilsen fra nord, hvor Polarcirklen blev passeret i går.
Erik 


SMS: 25.08.2012, 22:30

Der er nu så meget tjek på turen, at vi forventer at være i Svendborg onsdag eftermiddag, i KRØYERS HAVE, hvis der ikke opstår problemer. Mere præcis tidspunkt kommer senere. Alt vel herfra.
Erik


SMS: 27.08.2012, 7:32

Vi er hjemme onsdag kl. 17 i KRØERS HAVE.
Sidste del af turen: Gammel Lillebæltsbro - Gammel A1 -  Vissenbjerg - Brobyværk - Espe - Stenstrup - Gammel A9 - Sørup - Johannes Jørgensens vej - Krøyers Have.

Erik


Presseomtale 2

Fyns Amts Avis: 29. august 2012:

Hjemvendt fra Nordkap _

Svendborg: Erik Mølgaard, Werner Christensen og Kurt Thuesen satte tidligere på sommeren kursen mod Nordkap i det allernordligste Norge. 16. august satte de sig på cyklerne i Nordkap, og siden er turen gået støt syd-over. I dag slutter turen, når de ankommer til Krøyers Have ved 17-tiden, hvor de sammen med deres tro væbner i følgebilen, Ole Krammager, bliver budt velkommen hjem af familie, venner og de sponsorer, der støtter initiativet, som ikke blot har været en meget lang motionstur. Målet med turen var nemlig at samle penge ind til Børnecancerfonden, og køreturen fra Nordkap til Svendborg har lokket flere erhvervsdrivende til at spytte i kassen, som endnu ikke er gjort op. Det sker først, når de d'herrer har stillet cyklerne og hvilet benene en smule.


Undermenu

⇑ ..
nach oben