Cykelklubben Svendborg - Dream
2002
L'Alpe D'Huez, L'Alpe D'Huez, L'Alpe D'Huez,
var det evige samtaleemne ved morgenbordet, alt blev gennemgået og ingen detaljer blev overladt til tilfældigheder. Vi fik læsset pigerne og cyklerne og samtidig begyndte nervøsiteten at brede sig, havde vi husket pumpen, brillerne, rigelig væske og chokolade/sukker mm, var benene som de skulle være på dagen og hvor hård var nu den der L'Alpe D'Huez som alle taler om som noget specielt, ja, ja, den kunne vel ikke være værre end nogle af de andre hårde ture vi havde gennemført de seneste dage. Vel fremme ved P-pladsen begyndte vi at gøre klar, cyklerne fik et ekstra tjek, godt med luft, vand påfyldt og energispise anbragt så det var til at få fat i. Pigerne ønskede os god tur, og opvarmningen gik gennem Burg d'Oisans, som er udgangspunkt for opstigningen, det blev til 8 km og vejret var meget flot, sol fra en skyfri himmel, i øvrigt første gang på turen. Kl. 11.45 blev vore cykelcomputere nulstillet og starten gik! Den første stigning var ret skrap og der gik et stykke tid inden det gik op for en, at det vare lige fra starten, at lille klinge og stor tandkrans måtte anvendes. Tidspunktet for opkørselen var måske ikke det mest prof, lige i middagssolen, men det havde vi ikke spekuleret så meget over, da det havde været dårligt og overskyet de andre dage. Med klinge 39 og 28 på kassetten var Mogens hurtig væk, men havde nogle holdt indtil jeg nåede frem, hvor der så blev indtaget drikke og chokolade/sukker, den sidste halvdel af turen så jeg ikke mere til Mogens. Men tilbage til mine egne meritter. Efter de første 3 km. (kun 10 km. tilbage) begyndte jeg at spekulere på, hvorfor jeg egentlig gjorde det her, computeren stod på 6 km. i timen, benene var møre og sveden stod ned over ansigtet, mine briller var som 2 små havebassiner, hvor jeg kun ventede på en guldfisk skulle svømme forbi. Mine øjne var fast klæbet til km. tælleren, nu stod der 5 km., kun 8 km. tilbage og om 1,5 km. så var halvdelen tilbagelagt, det kunne godt give lidt ekstra motivation og pludselig lyden af kvindestemmer med fynsk accent, det lød som Hanne og Mona. I min halvt bevidstløse tilstand så jeg det som to franske piger, der heppede på mig, næsten uden tøj og det var en lys og mørkhåret. Et kort øjeblik opfattede jeg at det var ikke fransk men fynsk og i et blitze glimt så jeg hvem det var, jeg må være kommet til min fulde bevidsthed et øjeblik, for sekunder efter var øjnene igen fast klæbet til km. tælleren, nu kun 6 km, om et øjeblik var halvdelen af turen gennemført, men hvilken ½ km., det var som år inden der stod 6,5 km, hvilken herlig fornemmelse, og så var det ved at gå galt, 6,5 km tilbage? — jamen var det ikke det jeg havde tilbagelagt? — jo, og med hvilke pinsler og kvaler, pludselig skulle jeg være glad, for der var det samme tilbage! Inden jeg havde fået det tænkt igennem, stod tælleren på 7, oho nu var jeg over halvvejen, med kun 6 km. tilbage. Jeg blev mere modig, et par gange var jeg på anden største tandhjul, dog uden held, men jeg var dog begyndt at tænke! Nu stod der snart 10 km, jamen kunne det være rigtigt, så var der kun 3 km. tilbage, og pludselig 5 — 6 hårnålesving oppe, de første huse på L'Alpe D'Huez, hurra var mit første indtryk, men tilbage til virkeligheden, det er jo en 1/4 af opstigningen der manglede. Jeg kørte og kørte, men husene syntes ikke at komme nærmere, jeg bemærkede at jeg fokuserede kun på husene og havde glemt km. tælleren, og hvad så jeg — 11,5 km — kun 1,5 km. tilbage, jeg kigge op, et hårnålesving tilbage og så den lange sidste stigning op til målet, nu under 1 km. Næsten oppe og tæt ved målet, gik tankerne igennem en, du gjorde det sku, men hvad var det for nogle tilråb til mig, jo det var franske piger, der korn mig i møde med danske flag, men de talte fynsk! Cyklen stod stille, Mogens var der og tog cyklen, pigerne tog mig og ønskede til lykke med franske kindkys, ja den lyse gav mig endog et kys på munden, i det samme fjernede jeg øjnene fra km. tælleren og så at det var Mona, jeg var tilbage ved egen bevidsthed, på toppen af L'Alpe D'Huez, 21 hårnålesving, 13 km. med stigning på op til 14 % og i gennemsnit 8 %, tiden — ja ok — nok ikke den bedste, men 1 time og 31 min. Jeg gjorde det sku! Mogens var oppe på tiden 1 time 19. min Hurra for begge. Vi spiste frokost på P-pladsen, hvorefter Mona og Hanne kørte bilen ned, medens Mogens og jeg tog cyklerne ned, det var jo en helt anden tur. Der blev handlet i en sportsforretning, hvor to L'Alpe D'Huez trøjer så nye ejere og efter en gang is spisning gik turen til Les Deux-Alpe, et stort og kendt vintersportssted. Vel oppe mødte der os en spøgelsesby, der var så at sige ikke et øje, men imponerende var det. Nu gik turen hjemad. Aftensmaden var henlagt til vores stamrestaurant, hvor vi atter blev godt betjent, aftenskaffen fik vi hjemme, med en ekstra whisky til, dagen skulle dog fejres. Senge kaldte og jeg faldt hurtigt i søvn og begyndte at drømme. Vinder af L'Alpe D'Huez på Touren år 2003 - ENRICO MOLGARDO - på podiet med 2 franske præmiepiger, en mørk og en lyshåret til at overrække præmier og gaver, den bedste drøm i lang tid.
