Nyheder

Hej alle Jule-Dreamere.

Selv om vi ikke altid er så glade for de bløde pakker, - ja så er det alligevel tid til at bestille tøjet til den kommende treårsperiode.
Til jeres orientering, er det gået fornuftigt med tegning af sponsorater. Nogle sponsorer er gået ud, men heldigvis er der også kommet nye til.

Vi har regnet på sponsorindtægter, - prisen for tøjet, - og behovet for egenbetaling for samme.
Det betyder, at vi selv skal betale 400,00 kr. om året for tøjet, - i en treårig periode. Herefter er tøjet den enkeltes egen ejendom.
For det får man:

  • Kortærmet trøje
  • Langærmet trøje
  • Vinterjakke
  • Korte bukser (bliver lidt kortere i benene, ift. de nuværende)
  • Knickers (3/4 lange bukser)

Alt sammen i den gode kvalitet vi kender fra tidligere.

Med hensyn til bestilling følgende:

  1. Hvis du ønsker en anden størrelse en ved sidste bestilling, skal du udfylde vedhæftede bestillingsformular. Da det er samme leverandør, kan man regne med bestillingsstørrelserne fra sidste gang. Sendes til Erik Mølgaard
  2. Hvis du, - mod forventning, ikke ønsker at være medlem fremover, skal du melde det til Erik Mølgaard. Dette for at undgå at bestille til personer, der ikke vil fortsætte medlemskabet.

Vi skal modtage besked fra jer inden den 20. december.

Hører vi ikke fra dig inden den 20. december, bekræfter du dermed dit fortsatte medlemskab for 2013 og ligeledes, at tøjstørrelserne er uændrede.

Og så glæder vi os se rigtig mange til julefrokosten onsdag den 19. december.

Mange decemberhilsner fra
BiKE

PS. Cykel-Motion Danmark nr. 4 er kommet.
PLASTARD har lukket aktiviteterne ned på Ryttervej.
Bladet skal fremover hentes hos: DANSK FITNESS,  Vestergade 42.


Nyt klubtøj i 2013

Hej alle sammen.

Så er det tiden, hvor vi skal forberede tingene for bestilling af nyt klubtøj for de kommende 3 år. I kan se oplæget til det nye design på det vedhæftede dokument. (med eksisterende sponsorer)

Vi satser på at bestille tøjet i starten af december.

I den forbindelse, er tegning af sponsorater en meget væsentlig aktivitet. Nogle sponsorater håber vi at kunne gentegne, men vi er allerede vidende om, at vi mindst skal finde 7 nye sponsere, for at komme op på ca. samme sponsorbeløb som sidste gang.
Vi vil derfor bede alle medlemmer om at undersøge muligheden for at tegne et sponsorat for perioden 2013 – 2015.
Vi har en fri plads bag på bukserne, - og derudover alle typer pladser på trøjen.
Husk, at sponsorbidragene har afgørende indflydelse på, hvor meget vi selv skal betale for tøjet, - så op af stolen og se hvad du eventuelt kan bidrage med….

Der er vedhæftet en sponsoraftale, som I kan bruge når en aftale skal bekræftes mellem sponsor og klub. Her fremgår muligheder og priser, - samt den eksponering sponsorer kan forvente.

Har I praktiske spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Erik Mølgaard.
I bedes sende en kopi af en tegnet sponsoraftale til Erik, så han kan koordinere tingene og sikre, at logoer bliver placeret bedst muligt på tøjet.

Vi vil bede jer afklare mulighederne og melde tilbage senest den 28. november.

Som allerede nævnt, satser vi på at placere ordren på tøjet i starten af december. Dermed skulle vi kunne få tøjet til sæsonstarten.

Vi vender tilbage med en bestillingsliste for tøj inden for de næste ca. 2 uger. Her skal der tages stilling til tøjstørrelser for den enkelt, så hvis du mener, at det nuværende tøj ”strammer” eller blafrer i vinden, - ja så kan du godt begynde at overveje din tøjstørrelse for de næste 3 år.

Vi glæder os til at høre fra så mange af jer som muligt i løbet af de næste 2 uger.

Mange hilsner
BiKE


Vintertræning

Igen i år, er der lavet en aftale med Dansk Fitness i Vestergade 42 G
 
Prisen for et medlemskab er 240 kr./mdr. - (normalpris 299 kr./mdr.) Indmeldelsesgebyr 0 kr. - (normalpris 249 kr.)
 
Hele centret kan benytte efter eget ønske og behov. Der er blandt andet 14 ugentlige tidspunkter for spinning.
Her er et par links til deres hjemmeside og holdplan.  Dansk Fitness   /  Holdplan
Er du allerede medlem, skal du ikke gøre noget.
 
Har du lyst til at deltage på de nævnte betingelser, - ja så skal du tilmelde dig inden første oktober til Erik på mail erik@miramare.dk , - eller telefon 40503635
 
BiKE

Træningstider i efteråret

Ændrede træningstider….
Dagene er blevet kortere og det er allerede ved at blive lidt mørkt ved 19.00 tiden. På den baggrund rykker vi starttidspunktet frem med 1 time.
Fra og med den 2. oktober starter vi tirsdag og torsdag klokken 16.00
Søndage uændret klokken 09.00.
 
BiKE

Onsdagscykling 5

I dag onsdag den 3. oktober var der kun Viggo, som havde sendt en SMS. Vi blev derfor nemt enige om at blive på vores hjemegn. Så vi tog turen Tåsinge rundt på 39 km i en frisk vind og med en hyggelig snak.

Jeg mener vi skal stoppe onsdagscyklingen for i år. Vi kom selvfølgeligt lidt sent i gang,  men jeg mener også, at tilslutningen ihvertfald de første tre gang var sådan, at jeg tror på det kan blive til mere, når vi starter ved sæsonstart til næste år. Også de positive tilkendegivelser der har været giver en god fornemmelse.

Derfor er mit håb, at vi kan blive en pæn gruppe, som vil være med på nogle gode cykelture onsdag formiddag i dey nye år. Der er måske ikke kaffe og kringle hver gang, men vi kan måske pludselig gå hen og blive kreative. Hvem ved?

Skal vi ikke bare sige vi ses på cyklen, når solen igen står tidligt op.

Jørn P


Onsdagscykling 4

I dag onsdag d. 26. september var vi 3 som ikke havde luret vejret og stillede til start kl. 9.30. Vi delte turen op i to etaper, nemlig en i tørvejr (1. etape) og derefter og i forlængelse deraf 2. etape i regnvejr. Ollerup, Egebjerg Bakke med indlagt bakkespurt, Stenstrup, Brændeskov, Tved og derefter direkte hjem under dem varme bruser. Se, det var en herretur på 40 km. Der fortsættes de følgende onsdage på følgende måde: DEM SOM VIL KØRE MED, SENDER MIG EN SMS PÅ 23 88 85 76 SENEST ONSDAG MORGEN KL. 8.00 HØRER DU DEREFTER IKKE NOGET KØRES DER KL. 9.30 Jørn P

Onsdagscykling 3

Onsdag 19. september startede 4 friske modne herrer kl. 9.30 ud i den danske sensommer. En frisk vind fra nordvest gav lidt røde kinder på turen ud til Krarup via Ollerup og Stenstrup. Navigatøren ledte fint feltet nord om en meget sort himmel. Måske en enkelt fik et stænk på flippen. Kan ikke helt afvises, men ellers var solen igen fremherskende denne onsdag formiddag. Hjemturen gik over Hundstrup, Vester Skerninge, Ballen og Egense på våde veje men i tørt vejr og vinden ind i katteøjet. Det blev til nøjagtigt 50 km.

Vi tror på godt vejr igen næste onsdag.

Jørn P

Onsdagscykling 2

I dag onsdag 12. September var vi 6 ryttere til start kl. 9.30. Igen skinnede solen om kap med de fremmødte. En let vind førte os rundt i den smukke sydfynske natur ad små solbeskinnede veje og med den rene morgenluft som en kær følgesvend. Jo, det blev igen en rigtig god tur, som gik til Egense, Ballen, V. Skerninge, Hundstrup, Krarup, Stenstrup og via Lunde og Kirkeby hjemad med stop på Verners' terrasse til en dejlig pils og lidt billedkik fra Nordkapturen. En super formiddag med 55 km på tælleren i fint tempo.

Jeg er rigtig positiv over tilslutningen på de to første ture. Så vi skal bestemt fortsætte og der er naturligvis stadig ledige billetter, hvis du har lyst til en god formiddagsoplevelse i godt selskab.

Jørn P 

Onsdagscykling 1

Vi var 5 cyklister til start i onsdags d. 5 september. Vi cyklede i frisk modvind til depotstoppet i Fjellebroen, hvor der var kaffe og friskbagt kringle.
Derefter gik turen nordpå til Vester Åby, Hundstrup, Stenstrup, Kirkeby og den korte tur op og ned ad Egebjerg Bakken. Derpå via Hvidkilde og Egense hjem. En rigtig god tur i godt vejr på nøjagtig 50 km. og hvor alle kunne være med. Og rygvind hjemad. Gennemsnittet blev under 25 km/t.
Vi kører igen onsdag den 12. og håber på et par deltagere mere.

Venligst
Jørn


VIGTIGT

Med udgangen af september flytter PLASTARD til Mira Mare 10. D.v.s. at vi skal finde anden opbevaringsplads til vores 2 cykelstativer til traileren, alternativet er at de må sælges.

Hvem har pladsen????

Hilsen Erik


Onsdagscykling

Da jeg har fået flere positive tilkendegivelser, såvel skriftligt som mundtligt, til mit indlæg vedr. at få nogle ud at cykle onsdag formiddag, foreslår jeg, at vi starter på onsdag den 5. september kl. 9.30 fra idrætshallen. Også onsdag den 12. kører vi. Derefter evalueres der på fremmødet og håber selvfølgelig, at det munder ud i en fortsættelse. Vi lægger ud med en rute på ca. 50 km og kører så ALLE kan være med.
Du behøver ikke blive hjemme, fordi du ikke kan undvære formiddagskaffen. Som en gulerod kører vi denne første gang i depot på turen, hvor der vil være kaffe med hjemmebag.
Kom og vær med så du kan køre dig i form til den lille rute "Langeland Rundt" søndag den 23. september.
På gensyn onsdag til godt cykelvejr. Skal vi ikke lige vise, det kan lade sig gøre?

Jørn P


 

Hej cykelvenner i Svendborg Dream.

Jeg har nu cyklet med i klubben i snart to sæsoner. Det har jeg haft det utroligt godt med og jeg har lært en masse udi motionscykling. Det er blevet til mange gode cykelture. Såvel korte som længere og med de mange oplevelser, der følger med. Og med nogle super gode kammesjukker, som har ydet megen hjælp når det kneb i starten, - og det gjorde det. Det har været guld værd. 
Og så er der jo altid en god og munter stemning, som er med til at bære smerterne op over bakketoppen.

Jeg har, som mange af I andre i klubben, spillet fodbold og i mit tilfælde, i tæt på 50 år i Birkende Boldklub. Men på et eller andet tidspunkt står kroppen af i den sportsgren. Benene vil ikke det samme som hjernen. Bolden kommer ikke så langt mere og heller ikke altid til en medspiller.
Derfor er det jo fantastisk at vi kan fortsætte ”karrieren” på cyklen mange år derefter. Se blot på de ældste i klubben og hvad de har bedrevet på cyklen. Det er prisværdigt.

Og hvad vil jeg så med denne refleksion?
Jo, - jeg vil gerne møde nogle flere af klubbens medlemmer på cyklen.
I de snart to sæsoner har jeg vel cyklet sammen med omkring en tyve stykker, - mere eller mindre, men jeg ved fra medlemslisten, at vi er næsten dobbelt så mange.
Mange af I andre har jeg mødt til bowling, julefrokost og årsmøder, men aldrig på cyklen.
Jeg er sikker på I cykler for jer selv, - eller måske lidt spontant et par stykker sammen.

Johannes har som bekendt forsøgt med at arrangere træningsture mandag, onsdag og fredag. Jeg kan forstå, at de desværre har været for lidt besøgte og derfor er OD-turene nedlagt.

Men da vi fortsat er mange i klubben, som er trådt ud af arbejdsmarkedet og derfor kan cykle på andre tider af dagen, er jeg stadig så naiv at tro, at et eller andet må kunne lykkes.
Jeg tror også, at der kan være ryttere, der ”frygter” lidt for farten på de ordinære træningspas, tirsdag, torsdag og søndag.
Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi prøver at etablere en træningstur hver onsdag kl. 9.30 fra idrætshallen.

Jeg forestiller mig, at vi cykler omkring 50 km, eller hvad der er enighed om, - og med en fart, som måske munder ud i et gennemsnit på 24-25-26 km/t. Farten og længden på turen er ikke afgørende, når bare vi alle får en god cykeloplevelse, en god snak og kommer hjem med lungerne på rette plads.

Bakkerne er altid den store udfordring for de fleste og ligegyldig hvilken form man er i, er det at bestige en bakke en individuel opgave.
Derfor skal der være frit løb på nogle udvalgte bakker, men alle mødes igen efter toppen.
Det giver mulighed for lidt ræs, - for dem der har lyst.

Jeg ved godt, vi er kommet lidt langt hen på cykelsæsonen, men jeg ville da gerne høre jeres mening om initiativet. Jeg håber naturligvis det kan friste nogle.
Især det med, at det kun er en gang om ugen, kender jeg fra andre klubber, hvor det fungerer godt.
Men det er jo afhængig af, at der er flere, der synes om ideen og møder op til onsdags-turene.
Så støv cyklen af og mød op.

Vi starter først, når jeg har fået tilbagemelding fra nogle af jer

Det er et initiativ som motionsudvalget har givet mig frie hænder til at prøve af.
Jeg håber at høre fra rigtig mange af jer, så jeg også kan lære jer at kende på en cykel.

Jeg ved at motionsudvalget også i år planlægger to ruter Langeland Rundt søndag den 23. september.
Måske kunne vi samle en gruppe til den korte rute og der sikre en hastighed på omkring de 25 – 27. Jeg er selv indstillet på at køre den korte tur og er bekendt med, at der også er andre, der kunne tænke sig at køre med.

Venligst  Jørn P

Se kommentarer til ovenstående her.


Hej alle Svendborg Dreamere…

Så er det slut med en måneds slinger og slendrian i hængekøjen. Sommerhatten er efterladt, hvor den hører hjemme, - og cykelhjælmen skal ned fra knagen og op på knoppen….
Vi håber alle har haft en god ”sommer”-ferie, på trods af det lidt svingende og svigtende sommervejr.

Træningsstart
Torsdag 2. august starter træningen igen og vi lægger lidt blødt ud, - idet der kan være ”enkelte” der har ladet cyklen og benene hvile lidt i juli måned.
Så vi sikrer, at tempoet holdes lavt og behageligt og håber på et godt fremmøde.

Træning 26. august
Vi kan allerede nu annoncere, at vi laver en særlig træning op til Odense – København.
Det bliver søndag den 26. august med start fra Svendborg Idrætshal klokken 09.00.
Allan har tilbudt at lave en tur på omkring 120 km, og Betina vil vist nok dukke op med en kage, - et sted på ruten.
Alle er selvfølgelig velkomne, selv om de ikke kører med på Odense - København

Fyn rundt
Vi er opmærksomme på, at der er nogle medlemmer, der planlægger at køre Fyn-Rundt den 19. august.
Det er ikke et løb klubben arrangerer deltagelse i, så det er op til den enkelte, selv at sørge for tilmelding og betaling.
Kurt Thuesen har sagt ja til at være tovholder på en eventuel fælles transport og alle, der har tilmeldt sig, bedes derfor informere Kurt og ligeledes oplyse, hvilken distance der er valgt. (110 eller 180 km)

Mange hilsner
BiKE


 

De mest aktive Old Bikers har i sidste uge holdt et møde omkring vores aktivitet.
Old Bikers er nu ophørt, og vi aktiveste mødes og kører efter aftale.

Hilsen og fortsat god sommer - Johs. Pyrdol
07.08.2012


 



 

Forårsstatus fra Svendborg-Dream.

Her, hvor vi nu er kommet frem til midten af april, vil vi gerne lave en kort status efter de første 12 træningsture.
Som det jo fremgår af Statistikken, - ja så har vi nu kørt 755 km med et gennemsnitligt deltagerantal på 11 ryttere. Det dækker over et varierende antal på fra 6 til 18 ryttere.
Vi synes det har været en kanon god start på sæsonen og vi synes også, at turene forløber godt.
Bortset fra et enkelt mindre uheld, er turene forløbet sikre godt
Holdene har, - efter vores opfattelse, en god køreteknik, hvilket betyder meget for sikkerheden.
Vi har et par ideer og forslag til, hvorledes vi kan finpudse tingene endnu mere, med det mål at vi øger sikkerheden yderligere og ligeledes sikrer, at flest muligt synes træningen er attraktive, hyggelig og fornøjelige.

  1. Når vi kører 2 og 2 glider skiftene godt.
  2. Behovene for skift fra 2 og 2 til 1 og 1 forekommer ret ofte, hvor der er modkørende på smalle veje eller ved stærkt trafikerede veje.
  3. Her skal vi arbejde lidt med et hurtigt, - og frem for alt sikkert, forløb for skiftene.
  4. Rytteren der køre yderst (A) rykker frem og ind foran den rytter (B), der ligger til højre for vedkommende.
  5. Modsat trækker rytter (A) ud og (B) lukker "hullet" når der igen skiftes tilbage til 2 og 2.
  6. Når vi drejer i kryds, - eller har kørt 1 og 1 eller lignende, er det vigtigt, at de forreste holder farten nede indtil der meldes "Samling" fra sidste mand.
  7. På bakker lader vi normalt hastigheden falde lidt op ad bakken og sikre samling når toppen er nået.
  8. Hvis der er en rytter der synes det går lige stærkt nok, ja så meld blot "En ned" eller "To ned".
  9. Pas på dig selv, hvis det føles lidt for hårdt, især i modvinden. Det gøres bedst ved at undgå føringer eller ved at gøre dem meget korte.
  10. Hold din linje og undgå "slingrende" kørsel og pludselige opbremsninger.

Det er vigtigt for os, at vi kører på en måde, så ingen bliver væk fra træningen fordi der køres for stærkt eller man føler det usikkert.
Har nogen af jer forslag til forbedringer, - ja så sig det til en af os, så skal vi se hvad vi kan gøre.

Vi håber at nu hvor det gode cykelvejr kommer, ja så kommer vi igen op på et antal deltagere på den rigtige side af de 10.

Mange hilsner og på gensyn
BiKE

17-04-12


Ditmarsken - 21 - 25. maj 2012

For alle, der har tilmeldt sig turen til Ditmarsken, vil vi gerne holde et orienteringsmøde, hvor vi forhåbentlig kan få turen diskuteret og ligeledes få afklaret eventuelle spørgsmål i forbindelse med arrangementet.

Vi mødes fredag den 13. april kl. 15.00, Ryttermarken 9.

Læs mere her


Stjernetramp - 2. april 2012

Så kom den 1. april, hvor Svendborg-Dream skulle starte sæsonens deltagelse i "internationale" cykelløb.
Vi havde valget mellem Flandern Rundt og Stjernetramp og med det Stjernespækkede hold vi kunne stille, ja så var det naturligt at vælge Stjernetramp.

Se referatet her.




HUSK

- sæsonen for udendørs træning starter på søndag den 4. marts kl.10:00
Mødested: Svendborg Idrætshal
Vi starter stille og roligt op med en tur på ca. 50 km., i et tempo hvor alle kan være med, det er vigtigt at være med fra start, så derfor håber vi, at rigtig mange møder op. Vi har sørget for godt vejr med rygvind både ud og hjem, så der er ingen undskyldninger for ikke at møde op.

Venlig hilsen
Motionsudvalget
BiKE

Høj sol – Lav vind – Og knaldgode ben . . . . .

  Billeder fra årets første træning 4. marts

 NB. Se også kalenderen hvor alle træningstiderne er lagt ind.


 
 
 
Svendborg - Dream