21.05. Ditmarsken

Se flere billeder fra turen her. 


Så er de "gæve gutter" på vej til "Ditmarsken"


Bag hver rytter er der en SUPPORTER


På gensyn Svendborg

1. dag - Svendborg-Ballum

Mandagens tur Svendborg - Ballumhus var en forrygende tur på 197 km. med 28.5 i snit. God vind i ryggen og fra siden, så det gik bare derudad. 3 detpotstop med Viggos tryllerier gjorde godt. Ingen punkteringer eller andre uheld. Verner krampede lidt i lårene de sidste kilometer, men så kørte han bare fra spids alene de sidste 5 km., så var det kureret. Laksemad og snitsel med championsovs og øl og rødvin så var vi klar til køjen kl. ca. 22. Super dag.

Venligst Jørn

2. dag - Ballum-Brunsbüttel

Tirsdag fra Ballumhus til Brunsbüttel blev en lidt anderledes tur end håbet. 
Den startede med fint vejr, men kort før middag var Kurt lidt uheldig ved en opkørsel til en cykelsti. Han væltede og slog sin hofte. Det viste sig senere på Husum sygehus at lårbenet var brækket. Efter 3 timer hvor Bent H ydede en stor indsats vedr. kontakt til forsikring og SOS for Kurts videre forløb med hjemtransport til Svendborg Sygehus. Efter ca. 3 timer var der styr på de ting ved hjælp af et meget venligt og hjælpsomt sygehuspersonale. Så vi efterlod Kurt i gode hænder. Ikke mindst det kvindelige personale tog sig godt af Kurt, da en enkelt kunne en del dansk. 
Vi nåede vores hotel noget forsinket ved 19.45 tiden efter 167 km i et lidt trykket humør naturligvis.

Jørn P

3. dag - Brunsbüttel-Lauenburg

I dag onsdag har vi kørt turen Brunsbuttel Lauenburg på 162 km. 
Vejret som de øvrige dage rigtig flot og 32°. Som i går, kørte vi også i dag på cykelstier meget af ruten og af forskellig kvalitet. Det indebar 4 punkteringer. 2x2. Pudsigt nok det samme cykelmærke, vi tit i klubben oplever problemer med. Den første en rød en af slagsen, hvis ejer en nobel grå og tyndhåret herre, med en ældre mekanikeruddannelse fra den tid, hvor automobilhjul også havde eger, påstod at det var en egernippel som var årsagen. Det samme gentog sig efter 500 m. kørsel. Efterfølgende havde formanden samme "oplevelser" med 10 km. mellemrum. Der blev talt om hærværk, som dog blev dysset ned. 
Vi nåede hotel Bellevue i Lauenburg kl ca. 19.30 efter en varm dag til god og velkommen mad og lidt øl til og genetableret humør. 

Venligst Jørn P

4. dag - Lauenburg – Holzdorf

Torsdag kørte vi fra Lauenburg til Holzdorf 196 km. Kort efter dagens start genopstod gårsdagens klagelyde fra Mølgaards transmissionssystem. Defekt krank og pedalarm. Efter 500 m. fandt Bimba fluks en fyldt vandkande på den lokale tankstation, og "smurte" Eriks cykel godt og grundigt inkl. en god sjat i hans cykelhjelm. Intet hjalp dog væsentligt, så kort efter 112 km. stenen og en frokostpause, tog Erik den beslutning, at stoppe cyklen i servicevognen og køre på nærmeste krankenhaus, som Kurt bemærkede da han efterfølgende fik historien. 
Vi andre fortsatte nord over og få kilometer før Holzdorf kom "den gamle" ud fra en rasteplads, og sej som han er, (blev forresten 71 i tirsdags) tog han lige ydersporet stille og roligt uden om feltet, for at vi lige skulle bemærke hans gamle cykel med stort set komplet ny garniture. Sådan. Vi var fremme ved hotellet ca. 19.45 klar til noch ein snitzel mit gemyse und eine bier. 
En enkelt punktering på en STR var dagens høst. Nogen nævnte det var årets hurtigste slangeskift og de har sikkert ret.

Jørn P

5. dag - Holzdorf – Svendborg

Fredag tog vi sidste trip fra Holzdorf til Svendborg via Fynshav/Bøjden. 149 km. i sol og let vind. Første stop havde vi på Flensborg havn, hvor Viggo fik overrakt en lille og en stor flaske af noget brunt spiritus, som Gert og Bimba havde været længe væk for at indkøbe. De påstod efterfølgende, at de nærmest mod deres vilje blev bedt om at prøvesmage flere slags først. Der blev da også hvisket lidt i krogene, om det lige var det smarteste, at sende disse to. Lidt chokolade til Viggos hjemme-ventende hustru havde de dog også husket. Det hele som tak for hans store indsats med at servicere os svedige cykelknægte på turen. Det var også der vi fandt ud af at der først var mulighed for at Viggo kunne komme med fra Fynshav kl. 18.00 og da var vi jo nok i Svendborg. Så han tog turen ovenom, mens vi ryddede cafeteriets pølselager på færgen, og tog i mod os i Ryttermarken sammen med flere af de længselsfulde koner. Det forlød, at flere havde stået der fra morgenstunden. Det blev dog aldrig bekræftet. Det skal også nævnes, at kort efter vi var kørt af færgen, kom Kenneth os i møde og trak os hele det sidste stykkes til Svendborg. En fin gestus. Naturligvis bortset fra Kurts kedelige uheld, er vi alle enige om at det har været rigtig god tur. Godt planlagt af Gert og heldig med vejret har vi også været. Kurt er nu efterfølgende blevet opereret på Svendborg Sygehus, så nu håber alle, han må få et godt og problemfrit forløb og hurtigt komme ovenpå igen.

Jørn P

 


Ditmarsken 2012 Huskeliste.

Hej alle friske deltagere i Ditmarsken 2012.

Vi har lavet en lille huskeliste til turen. Det er frem for alt ment som en reminder, der skal sikre, at I lige overvejer, om det ikke er noget den enkelte skulle overvejer at tage med på turen. Pas på at pakke tingene i en ikke for stor sportstaske og hav en lille "pose" med de småting, I venter at skulle bruge på dagens etape. Så behøver vi ikke at hive taskerne ud...
Poser og tasker skal mærkes, så de er lette for ejermanden at finde.

Dette skal du selv sørge for:

  • Pas
  • Penge/betalingskort
  • Sygesikringskort (også det blå)
  • Cykelsko
  • Cykelbriller/solbriller
  • Buksesmørelse
  • Cyklelhjelm
  • Cykeltøj
  • Vindjakke / Regnjakke
  • Ekstra cykeltøj og evt. svedtrøjer
  • Cykelstrømper
  • Cykel
  • Løse ærmer/løse ben
  • Personlige hygiejneartikler
  • Håndklæde/badetøj
  • Klip-klapper og shorts er praktiske på turen
  • Skiftetøj til aften
  • Mobiltelefon
  • Kamera
  • Tøjklemmer (virker også mod snorkning hos makkeren...)
  • Sovedyr, da brug af piller vil kunne afsløres i dopingkontroller
  • Kædeolie
  • Solcreme/læbepomade (mod sol)
  • Pose med navn (til de vigtigste ting til dagens etape)
  • Drikkedunke
  • Personlig medicin
  • Én Sportstaske ca. 75 x 40 cm. Til ALT dit personlige udstyr
  • Navnemærk alle de ting der vil kunne forbyttes ved "eventuel" vask..
  • Masser af godt humør.........................

Dette er der sørget for:

  • Mad på turen
  • Rutekort
  • Reservedæk/hjul
  • Vand/Cola
  • Nødhjælpskasse m/plaster m.v.
  • Og meget mere

Hej alle der har tilmeldt sig turen til Ditmarsken fra 21. til 25. maj.
Vi vil gerne holde et orienteringsmøde, hvor vi forhåbentlig kan få turen diskuteret og ligeledes få afklaret eventuelle spørgsmål i forbindelse med arrangementet.
Vi mødes fredag den 13. april kl. 15.00, Ryttermarken 9.

Turen gennemgås med hensyn til:

  • Rute
  • Hoteller
  • Fortæring
  • Følgebil
  • Reservedele (kun til cyklerne)
  • Hvad skal den enkelte selv medbringe
  • Økonomi
  • Mmm.

Der serveres kaffe og brød og vi regner med ca. 2 timer til mødet.

Deltagere:

Ryttere:
Erik M, Bimba, Verner C, Kurt T, Søren B, John Parmo, Bent H, Jørn P, Gert E, og Allan C.
Følgebil:
Viggo Aagaard

Mange hilsner
BiKE

PS. Lige en appetitvækker med hensyn til natur/vejr og indkvarteringsmuligheder......

Dittmarskentur 2012

Så er der ved at være klar til tur Schleiswig rundt – de 5 dagsetaper er planlagt og overnatning er reserveret – så nu mangler der nogle træningskilometer i benene og så at vejrguderne er i godt humør til turen.

Programmet er planlagt således:

Dag 1 : Svendborg – Ballum 185 km overnatning på Hotel Ballumhus
Dag 2 : Ballum – Brunsbüttel 160 km overnatning på Hotel Zu Traube
Dag 3 : Brunsbüttel – Lauenburg 164 km overnatning på Hotel Bellevue
Dag 4 : Lauenburg – Holzdorf 170 km overnatning på Gasthof Blumenthal
Dag 5 : Holzdorf – Svendborg 160 km

Dagsetaperne kan ses her:

 

 


 

Hej cykel venner

Hermed tilmeldte til Ditmarsken 21. - 25. maj 2012 - 900 km.:

Erik M, Bimba, Verner C, Kurt T, Søren B, John Parmo, Bent H, Jørn P, Gert E, og Allan C.
Følgebil: Viggo Aagaard

Hilsen Erik/Sekretæren

07.02.2012. 

 

 

 
 
 
Svendborg - Dream